10 min. i midnat blev jeg vækket af min kære mand. David som havde besluttet sig for at sove hos en ven, havde fortrudt og ville hentes. Jeg var lige faldet i søvn men stod op og tog tøj på inkl. en stor tyk trøje da klokken jo var mange og det måtte jo være koldt. Min overraskelse var stor da jeg trådte ud i natten. Det var fantastisk varmt og fuldstændig stille, månen tittede frem bag drivende skyer og alt åndede fred. Så er det tankerne begynder at strømme, jeg tænkte på fremtiden og på de mange gange der kommer når jeg skal ud om natten og hente børn der har været i byen fredag eller lørdag aften. Jeg kan godt mærke at jeg ikke skal tænke for meget på det, for sammen med de tanker kommer frygten for deres færden i nattelivet. Det virker mere råt nu end da jeg selv havde min gang der, men det behøver jo ikke være sådan når man er midt i det. Vi får se, det kan jo nok ikke lade sig gøre at holde dem hjemme altid.
I nat var så generalprøven og det var jo en skøn aften, da jeg tændte radioen i bilen spillede de den Medina sang jeg bare ikke kan få ud af hovedet pt. så der blev skruet op. David var ved godt mod da jeg hentede ham og han forklarede hvorfor han ikke kunne sove der; der var for mørkt, han havde fået et silkedynbetræk, han sov på gulvet på en madras og ikke i en øverste køje og hans kammerat snorkede. Ja så forstår man jo godt at det er bedst at komme hjem....
Skøn beskrivelse af natten, og tro mig, om et par år, hører du høj musik i bilen, når du henter, alene af den årsag, at det holder dig vågen ;-)
SvarSlet